EU-SPØRGSMÅL

Herunder finder de 25 mest forespurgte spørgsmål, som i foredragsmæssig kontekst anvendes i dialog med publikum til at uddybe de problematikker, som Aske Jonatan Kreilgaard kommer ind på i fortællingen i henhold til flygtningepolitikken og dens effekt på EU. Som underviser, elev eller lytter kan du gå på opdagelse i spørgsmålene og bruge informationen til at blive endnu klogere på både EU og flygtningepolitikken.

Ved at trykke på spørgsmålet sendes du direkte hen til svaret.

Kan alle rejse rundt i EU, som du gjorde?

Har de børn, du arbejdede med i flygtningelejren, fået asyl?

Hvordan blev de uledsagede børn hjulpet, når de fik asyl?

Hvad er der sket med uledsagede børn, der er fyldt 18 år?

Hvor mange af de uledsagede børn, du arbejdede med, forsvandt?

Hvad skal man gøre, hvis man finder et uledsaget flygtningebarn?

Hvorfor kommer der flygtninge til EU?

Hvor mange flygtninge er der kommet til Europa?

Hvorfor flygter folk til EU i stedet for nabolandene?

Hvor kommer de fleste flygtninge fra?

Hvorfor startede borgerkrigen i Syrien?

Hvad har EU gjort for at stoppe krigen og hjælpe den civile befolkning i Syrien?

Hvad gør EU for at løse flygtningekrisen i Europa?

Hvad betyder EU-Tyrkiet aftalen?

Har man lignende aftaler som EU-Tyrkiet aftalen med andre lande?

Hvad tror du, at EU kunne gøre anderledes?

Er EU-medlemslandene enige om flygtningepolitikken?

Bør Danmark og andre lande lytte til hvad Europa-Parlamentet siger?

Hvad fik England til at forlade EU?

Hvilke løgne blev spredt i England om Brexit og EU?

Hvorfor er EU-kritiske borgere ofte også imod flygtninge?

Hvordan kan Polen og Ungarn stadig være medlemslande af EU?

Hvorfor er der en voksende ulighed blandt borgende i EU?

Hvad gør EU for at stoppe uligheden i EU?

Ville det være bedre, hvis vi ikke var en del af EU?


Kan alle rejse rundt i EU, som du gjorde?

Hvis du har et pas fra et EU-land, kan du på samme måde som mig rejse frit rundt indenfor EU’s grænser. Det kan du, fordi vi i EU har det, man kalder for fribevægelighed. Det betyder, at EU-borgere kan rejse, arbejde og handle på tværs af nationer uden at skulle søge om visum. Hvis du har et arbejde i en anden medlemsstat af EU, end den du rejser i, har du derfor ret til at blive behandlet på lige fod med statsborgere i den medlemsstat, du befinder dig i.

Hvis du ikke har et EU-pas er det ikke sikkert, at du kan rejse lige så frit rundt i Europa. Eksempelvis mødte jeg en ung mand på min egen alder i Marokko, der rejste på samme måde som jeg. Han kunne dog kun rejse indenfor Marokkos grænser. Hvis han ville til EU, skulle han søge et visum 6 måneder i forvejen, hvor han skulle bevise, at han selv kunne betale for sin rejse, hvor han ville bo, at han havde en forsikring, der ville betale, hvis uheldet var ude, og så skulle han mindst have omkring 22.000 kroner i overskud de sidste 6 måneder på hans bankkonto. For ham var det altså umuligt at rejse i EU uden penge på lommen og uden noget mål med sin rejse i EU.

Gå tilbage

Har de børn, du arbejdede med i flygtningelejren, fået asyl?

Ja og nej. Jeg har besøgt en del af dem, og de fleste af de børn, jeg arbejde med i flygtningelejren i Calais, bor nu enten i Frankrig eller England, hvor de har fået midlertidigt asyl.

Det har de, fordi de defineres som uledsagede mindreårige – altså statsløse personer under 18 år, der ikke ledsages af en myndig voksen. Indenfor EU betyder det, at de forskellige medlemsstater har pligt til at tage sig af dem. Det er nemlig sådan, at man i EU har indarbejdet aspekter af FN-konventionen om Barnets Rettigheder og FN’s flygtningekonvention, i alle lovgivninger og politiske rammer i EU. Det betyder, at alle uledsagede mindreårige har ret til samme pleje, som alle andre børn i EU.

Junglen i Calais var dog en ikke-godkendt flygtninge og migrantlejr, og der er også mange af de børn, jeg arbejde med, som enten er forsvundet eller er blevet 18 år og ikke har fået forlænget deres opholdstilladelse og derfor er blevet sendt tilbage til de lande, de flygtede fra.

Gå tilbage

Hvordan blev de uledsagede børn hjulpet, når de fik asyl?

De uledsagede børn jeg har besøgt, er alle sammen startet på en uddannelse og har fået et sted at bo i enten Frankrig eller England. Nogen bor hos en plejefamilie og andre i deres egne lejligheder. Der var dog også mange af børnene som jeg ikke kunne finde fordi jeg enten havde mistet kontakten med dem, eller fordi de var forsvundet uden nogen myndigheder vidste hvor de var.

For de børn der havde fået en form for asyl, er der nogle helt bestemte regler for hvordan de skal hjælpes og de forskellige EU-medlemsstater følger to forskellige tilgange til indkvartering af dem:

1.  Den første er en generel tilgang, hvor de uledsagede mindreårige normalt er indkvarteret i børnecentre fra deres ankomst til de når voksenalderen.

2. Den anden er en iscenesat tilgang, hvor de først bliver indkvarteret i indledende midlertidige indkvarteringsfaciliteter og derefter overført til almindelige plejefaciliteter, hvor de opholder sig, indtil de fylder 18 år.

Når de har fået asyl får de desuden adgang til sundhedspleje og automatisk adgang til uddannelse uanset deres juridiske status. Cirka halvdelen af medlemslandene placerer de uledsagede mindreårige hos plejeforælder og mange får desuden uafhængig indkvartering i egne lejligheder for at støtte deres autonomi. Omkring en tredjedel af medlemslandene har derudover specifikke faciliteter, der imødekommer behovene hos børneofre for menneskehandel og prostitution. Som vi hørte om i podcastfortællingen, var det også tilfældet for nogle af de børn jeg arbejde med i flygtningelejren.

Hvis nogle af børnene har nær familie der stadig lever i deres hjemlande, er der i de fleste medlemslande også mulighed for at søge om familiesammenføring, men reglerne er forskellige fra land til land og i Danmark skal man eksempelvis selv betale for at få sin familie til landet.

Gå tilbage

Hvad er der sket med uledsagede børn, der er fyldt 18 år?

Når man som flytning fylder 18 år, er man ikke længere omfattet af international lovgivning eller EU-lovgivning og de beskyttelsesforanstaltningerne, man derigennem har for børn.

De fleste af de børn, jeg arbejdede med, har fået forlænget deres asyl, da de er fyldt 18 år. De har mulighed for at flytte til voksenopholdscentre eller mulighed for privat indkvartering i en lejlighed. I mange tilfælde har tidligere uledsagede mindreårige også mulighed for at bo i den samme bolig, de indtil da har boet i, og de kan fortsætte med at modtage efterbehandling og integrationsstøtte op til en bestemt alder, så længe de er i fuldtidsuddannelse. Dette kan variere fra 19 til 27 år afhængigt af de enkelte EU-medlemslandes regler og systemer.

Der var dog også et par stykker som jeg kendte der er blevet sendt tilbage til de lande, de flygtede fra, mens andre stadig venter på at blive sendt tilbage. Eksempelvis har jeg kontakt til en ung irakisk flygtning, der bor i England, som var 13 år, da jeg arbejdede med ham i Calais. Han blev 17 år i 2020 og er semiprofessionel fodboldspiller. Fordi han er så dygtig til fodbold, har han lige fået et scholarship på et estimeret amerikansk universitet. Men da han ikke har fået forlænget sin opholdstilladelse i England, kan han ikke tage til USA. Derudover må han ikke fortsætte sin uddannelse på et universitet i England efter sin 18-års fødselsdag.

England er ikke længere en del af EU, men det er nogenlunde de samme regler, der gælder i de fleste EU medlemslande. Hvis man får en afvisning på forlænget opholdstilladelse, forventes det, at man opfylder den returforpligtelse, man underskriver, når man får asyl. Det betyder i praksis, at man enten bliver tvunget på et fly eller fortsætter med at modtage en eller anden form for indkvartering og pleje, indtil man enten er klar til at tage tilbage eller det vurderes sikkert at vende tilbage. I den periode mister man både rettigheder til uddannelse, arbejde og alt andet end akut sygehjælp. I alt var der i 2019 cirka 491.000 mennesker, der blev beordret til at forlade EU. Generelt prøver de fleste EU-lande at designe asylsystemet til at få folk til at vende tilbage til deres hjemlande. I Danmark har man eksempelvis forsøgt at få endnu flere flygtninge til at vende tilbage til deres hjemlande ved at betale 200.000 kroner til dem, der frivilligt forlader landet. De folk, der har taget imod tilbuddet, er især vendt tilbage til Tyrkiet og Balkan, mens der er langt færre eksempler på folk, der har taget imod tilbuddet for at vende tilbage til deres hjemlande i Syrien, Irak, Afghanistan og Eritrea, hvor der stadig er konflikt.

Gå tilbage

Hvor mange af de uledsagede børn, du arbejdede med, forsvandt?

Der forsvandt omkring 400 uledsagede mindreårige, da flygtningelejren i Calais blev lukket. Desværre er det ikke et enestående tilfælde. I en rapport lavet af “Lost in Europe” – et netværk af journalister, der inkluderer The Guardian, den hollandske tv-station VPRO og Tysklands RBB – kan man læse, at 18.292 uledsagede flygtningebørn og unge forsvandt fra EU-medlemslandes pleje i hele Europa mellem 2018 og 2020. De børn, er man meget bange for, bliver brugt som prostituerede eller slaver for gangstere, og ofte ender de i misbrug.

Det europæiske politiagentur Europol har rejst bekymring for, at menneskehandlere i stigende grad målretter deres aktiviteter mod især uledsagede flygtningebørn. De frygter, at antallet af forsvundne børn måske er endnu højere, end hvad man kan læse i rapporten, fordi der er alvorlige huller i indsamlingen af nationale data. Frankrig, Danmark og Rumænien indsamler eksempelvis ikke data, mens Bulgarien ikke skelner mellem ledsagede og uledsagede børn og unge. Ylva Johannson, der er EU-kommissær for indre anliggender, har meddelt, at EU allerede har signaleret til medlemslandene, at de blandt andet gennem bedre dataindsamling bør gøre mere for at forhindre, at flygtningebørn forsvinder.

Gå tilbage

Hvad skal man gøre, hvis man finder et uledsaget flygtningebarn?

Hvis vedkommende har brug for hjælp, kan du gratis ringe til den europæiske hotline for forsvundne børn på nummeret: 116-000. Den drives af nationale organisationer i 31 lande overalt i EU. Børn og familier, der ringer til hotlinen, modtager gratis og øjeblikkelig følelsesmæssig, psykologisk, social, juridisk og administrativ support alle timer i døgnet. Mange danske nødhjælpsorganisationer såsom Red barnet vil også kunne give midlertidig vejledning.

Gå tilbage

Hvorfor kommer der flygtninge til EU?

Der findes mange grunde til, at der kommer flygtninge til EU. Men inden vi ser nærmere på det, er det meget vigtigt at skelne mellem betegnelserne immigranter og flygtninge. De to termer bliver ofte forvekslet i debatten, men forskellen er, at immigranter selv har valgt at rejse til et andet land, mens en flygtning er blevet nødsaget til at rejse til et andet land og søge asyl. Det er derfor også denne definition, der bliver brugt her i omtalen af flygtninge. Hvis vi skal se på, hvorfor der er kommet flygtninge til EU, er det derfor nærliggende at tage udgangspunkt i de tre lande, hvis flygtninge vi har givet mest asyl til de sidste par år i EU, nemlig Syrien, Afghanistan og Venezuela.

Alle tre lande er plaget af interne konflikter, der er endt ud i blodige borgerkrige. Det har skabt stor arbejdsløshed på grund af mangel på mad, manglende adgang til rent vand og tvungen migration på grund af faren for at blive slået ihjel eller tortureret. I Syrien er der eksempelvis efter den syriske borgerkrig begyndte omkring 585.000 mennesker, der er blevet dræbt, herunder mere end 21.900 børn. De seneste 20 år er der også kommet mange flygtninge fra Irak, hvor mange EU lande sammen med USA har været i krig og invaderet landet. Her er cirka 500.000 mennesker døde på grund af krigen, mens omkring 3 millioner mennesker flygtet fra landet.

Der er dog også andre grunde end krig til at mennesker flygter. I stigende grad ser man, at vandressourcer og frugtbare landbrugsarealer forsvinder i mange udviklingslande på grund af klimaforandringer og miljøkatastrofer, som hovedsageligt er skabt af vestlige lande. Klima- og flygtningepolitik hænger på den måde sammen. FN estimerer, at der vil komme 200 millioner nye flygtninge inden 2050 på grund af klimaforandringerne, mens andre skøn løber så højt som 1 milliard.

Gå tilbage

Hvor mange flygtninge er der kommet til Europa?

Først og fremmest har der siden anden verdenskrig aldrig været så mange flygtninge i verden, som der er nu. Baseret på data fra FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) var der i 2019 omkring 26 millioner mennesker, der var blevet nødt til at flygte fra deres hjemland, mens 45,7 millioner mennesker var blevet nødt til at flygte til et andet sted i deres hjemland. Det vil sige at 71,7 millioner eller omkring 1 procent af verdens befolkning er flygtninge. Ud af de 71,7 millioner flygtninge er cirka 2,6 millioner mennesker flygtet til EU. Det vil sige 3,6 procent af det samlede antal flygtninge i verden, eller 10 procent af de 26 millioner flygtninge der nu bor i et andet land, er flygtet til medlemslande i EU.

Gå tilbage

Hvorfor flygter folk til EU i stedet for nabolandene?

De fleste flygtninge flygter til deres nabolande, og det er derfor ikke rigtigt at sige, at de fleste flygtninge tager til EU-lande. Hvis vi eksempelvis kigger på Syrien, hvor flest mennesker er flygtet fra det sidste årti, er de fleste borgere flygtet til nabolande såsom Tyrkiet, Jordan eller Libanon.

I Tyrkiet har man eksempelvis givet asyl til 4.3 millioner flygtninge. Med en befolkning på 82 millioner svarer det til, at 5,1 procent af befolkningen i Tyrkiet er flygtninge.

I Jordan har man givet asyl til 1,3 millioner flygtninge. Med en befolkning på 10,1 millioner svarer det til, at 12,8 procent af befolkningen i Jordan er flygtninge.

I Libanon har man givet asyl til 1,7 millioner mennesker. Med en befolkning på 6,8 millioner svarer det til, at næsten 25 procent af Libanons befolkning er flygtninge.

Til sammenligning har EU givet asyl til 2,6 millioner mennesker. Med en befolkning på 446,8 millioner svarer det til at 0,6 procent af befolkningen i EU er flygtninge. Det tal kan dog ikke sammenlignes en til en i hver enkel EU-nation, da det er meget forskelligt, hvor mange flygtninge hver EU-nation har givet asyl. Eksempelvis åbnede både Sverige og Tyskland, som stort set de eneste EU-lande, deres grænser for flygtninge i 2015 og 2016, og de ligger derfor langt højere end det europæiske gennemsnitstal. Det betyder, at 2,7 procent af Sveriges befolkning nu er flygtninge, mens procenttallet i Tyskland er 1,5. Faktum er dog stadig, at EU på ingen måde er det sted, hvor flest flygtninge tager til eller får asyl, men derimod at langt de fleste flygtninge får asyl i nabolandene.

Gå tilbage

Hvor kommer de fleste flygtninge fra?

I flygtningelejren The Jungle i Calais var det i 2016 hovedsageligt mennesker fra Afghanistan, Irak, Syrien, Eritrea og Sydsudan, hvilket var meget repræsentativt for, hvilke flygtninge der kom til EU det år. I de sidste par har det ændret sig, og i EU kommer de fleste flygtninge nu fra Syrien, Afghanistan og Venezuela. Syrien er det land, hvor vi i EU har fået klart flest asylansøgere. Hele 6,6 millioner mennesker er flygtet fra landet, og cirka 1 million er taget til EU i løbet af de sidste 10 år.

Gå tilbage

Hvorfor startede borgerkrigen i Syrien?

Hvis vi skal forstå, hvordan borgerkrigen i Syrien opstod, så bliver vi nødt til at forstå, at Syrien er et relativt nyt land. Ligesom mange af de andre lande, hvor de fleste flygtninge kommer fra, er landets grænser blevet konstrueret af europæiske magter under eller efter kolonitiden. Syrien er derfor ikke mere end 100 år gammel og blev skabt efter anden verdenskrig, da den tyrkiske stormagt Osmannerriget faldt sammen. I det magtvakuum besatte England og Frankrig store dele af Mellemøsten og lavede nye stater i de områder uden blik for etniske og religiøse gruppers sammensætning.

Efter anden verdenskrig, der resulterede i mange europæiske stormagters fald, og en stor økonomisk krise i Europa blev de fleste af verdens kolonier selvstændige – heriblandt Syrien. Efterfølgende var Syrien præget af uroligheder og militærkup mellem de etniske grupper, og siden slutningen af 1970 har Assad-familien fra en af de mindre religiøse etniske grupper, kaldet shiamuslimer, regeret landet i et brutalt diktatur. Den nuværende diktator Bashar al-Assad har været ved magten siden 2000.

I vesten og EU blev landet regnet for et af de mere stabile regimer i Mellemøsten, men da arabiske forårsprotester begyndte i 2011, viste det sig ikke at være tilfældet. Landets sunnimuslimer og kurdere, der tilsammen er den største demografiske befolkning, begyndte at demonstrere mod landets korruption, brutalitet og ulighed. Som modsvar åbnede syriske sikkerhedsstyrker ild mod de fredelige demonstranter i den sydlige by Deraa og dræbte tre mennesker. Efter den episode voksede protesterne støt i hele landet, og Assads tropper blev tilsvarende ved med at skyde, bortføre og torturere demonstranterne og demonstranternes børn. Flere af oprørerne begyndte derefter også at gribe til våben og en del afhoppere fra Assads regime sluttede sig til dem.

I begyndelsen af ​​2012 var protesterne blevet til en borgerkrig, og Assad begyndte målrettet at gå efter Syriens sunnimuslimske flertal. Regeringsstyrkerne begyndte at bombe byer med civile befolkninger uden hensyn til deres civilstatus for at knuse oprørerne og deres tilhængere. Assads mål var at polarisere konflikten og omdanne dét, der begyndte som et bredt oprør mod en diktator, til en sekterisk krig med det religiøse mindretal på sin side. Han vidste, at dette ville trække ekstremister til oprørssiden, hvilket ville gøre omverden bange for at se Assad tabe. Strategien virkede. I 2013 var de radikale sunni-islamister blevet nogle af de mest effektive anti-Assad-krigere støttet af sunnitiske stater såsom Saudi-Arabien og Qatar.

Iran, der er shiamuslimsk, blandede sig også i konflikten og støttede den shiamuslimske regering med kontanter, våben og soldater. Der blev på den måde skabt en sekterisk proxy-krig i Mellemøsten, ​​hvor det var shiamuslimer mod sunnimuslimer. Denne proxykrig udviklede sig til også at omfatte deres allierede stormagter. Rusland begyndte at støtte Assad, mens USA støttede den kurdiske befolkning og nogle af oprørene. Hele konflikten blev ikke mindre kaotisk af, at Al-Qaeda i samme periode begyndte at genopbygge sig selv i det magtvakuum, der var blevet skabt i nabolandet Irak.

Irak blev i 2003 invaderet af USA med støtte fra blandt andet Danmark, der resulterede i knap en halv million irakers død og omkring 4 millioner flygtninge. Mere end 6,5 millioner irakere, cirka 18% af befolkningen, har stadig brug for humanitær hjælp og beskyttelse. Al-Qaeda havde derfor gode muligheder for at rekruttere nye krigere i den håbløse situation. De valgte at etablerede sig selv i det nordlige Irak og i en del af Syrien under deres nye navn Islamisk Stat (ISIS).

Islamisk Stat har i mange år været kendt for at sætte de byer, de erobrede, under et brutalt og voldeligt styre og at efterlade hele kvarterer og byer forladte og ødelagte. Islamisk Stat er dog nu på tilbagetog og stort set udraderet af de kurdiske styrker, mens de fleste andre oprørsgrupper er nedkæmpet af Assad med Ruslands hjælp. Krigen virker derfor nu til at tage af, selvom der på ingen måde kan siges at være fred. Fremkomsten af COVID-19 og en finansiel krise i landet har øget risikoen for både en genopblussen af Islamisk Stat og for at skabe endnu flere konfliktramte flygtninge og fordrevne samfund. Virussen og den finansielle krise truer med at forværre landets nuværende sundhedsmæssige, økonomiske og politiske krise og sikkerhedsmæssige risici, og derfor fraråder man fra FN’s side at sende flygtninge tilbage til landet.

Gå tilbage

Hvad har EU gjort for at stoppe krigen og hjælpe den civile befolkning i Syrien?

EU har ikke været direkte eller indirekte involveret i krigen som eksempelvis USA og Rusland, men EU har optrappet deres midler for at løse konflikten gennem det sidste årti. EU og dets medlemsstater er blevet førende donorer af international bistand til dem, der er ramt af krig i Syrien. Siden krisens start i 2011 er mere end 126 milliarder kroner blevet mobiliseret i EU til at støtte de mest sårbare syrere i landet og i hele regionen. Derudover har EU siden starten af krigen sendt adskillige erklæringer, der fordømmer voldelig undertrykkelse af demonstranter, opfordrer til den yderste tilbageholdenhed og understreger, at det må være en prioritet at undgå enhver yderligere optrapning af vold og tab af menneskeliv. 

Konflikten fortsatte dog ufortrødent og EU begyndte at optrappe midlerne mod Assad. Det første EU gjorde var at suspendere de bilaterale samarbejdsprogrammer mellem EU og den Syriske regering under den europæiske naboskabspolitik. Dernæst skabte EU en olieembargo mod Syrien og satte begrænsninger på visse investeringer i Syrien og indefrøs den syriske centralbanks aktiver i EU’s centralbank. Derudover har EU lavet eksportrestriktioner for udstyr og teknologi, der kan bruges til intern undertrykkelse, samt for udstyr og teknologi til overvågning eller aflytning af internet- eller telefonkommunikation. Sammen med de restriktioner krævede EU sammen med den daværende amerikanske præsident Barack Obama, at Assad straks trak sig tilbage. Det er dog ikke sket, og i dag er EU’s strategiske mål i Syrien at fokusere på seks nøgleområder:

  • Afslutning af krigen gennem en ægte politisk overgang
  • Fremme af en meningsfuld og inkluderende overgang i Syrien
  • Redning af liv ved at opfylde de humanitære behov hos de mest sårbare syrere
  • Fremme af demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed
  • Fremme af ansvarsplacering for krigsforbrydelser
  • Understøttelse af den syriske befolknings og det syriske samfunds modstandsdygtighed

Det er dog svært at se det ske, da EU ikke er en militær trussel og reelle militære stormagter som Rusland og USA ikke også arbejder aktivt for at fremme disse mål.

Gå tilbage

 Hvad gør EU for at løse flygtningekrisen i Europa?

Generelt virker hovedmålet for EU’s løsning af flygtningekrisen i disse år til at været at begrænse tilstrømningen af mennesker til EU. Men når først flygtninge er kommet ind i EU, er hjørnestenen i den europæiske asylpolitik Dublin-systemet. Dublinforordningen har til formål hurtigt at afgøre, hvilket medlemsland der er ansvarlig for behandling af asylansøgningen. Normalt vil dette være det medlemsland, hvorigennem asylansøgeren først kommer ind i EU. Dermed giver Dublin-systemet mulighed for at sende asylansøgeren tilbage til det medlemsland, hvor asylansøgeren først er blevet registreret. Det har fået mange EU-medlemslande til at anklage systemet for at være usolidarisk, da det naturligvis har skabt et stort tryk på de modtagerlande, der grænser op til Mellemøsten og Afrika. Modtagerlande som Grækenland, Italien og Spanien er allerede meget presset af den økonomiske gældskrise, de har været i siden finanskrisen i 2008, og har deraf ofte undgået at registrere asylansøgerne og ladt dem rejse videre op igennem Europa. Det var eksempelvis det, vi så resultatet af på de danske motorveje i efteråret 2015, hvor der pludselig kom hundredvis af flygtninge gående igennem Danmark. For at skabe en større retfærdighed i fordelingen har EU sendt flere penge til modtagerlandene, der til gengæld holder mange af flygtningene tilbage.

Siden højdepunktet af flygtningekrisen i 2015 har EU gennemført foranstaltninger til at kontrollere de ydre grænser og migrationsstrømme bedre. Som resultat er uregelmæssige ankomster til EU blevet reduceret med mere end 90 procent. Blandt andet fik tilstrømningen af flygtninge i det østlige Middelhav i 2016 den konsekvens, at EU indgik en aftale med Tyrkiet om blandt andet at styrke grænsekontrollen mellem Tyrkiet og EU for på den måde at sætte en stopper for tilstrømningen af flygtninge og migranter via Tyrkiet til EU. Den aftale kunne mærkes med det samme – også i flygtningelejren i Calais, hvor det kunne ses, at antallet af flygtninge fra Mellemøsten blev mindre og mindre, imens antallet fra Afrika steg.

Gå tilbage

Hvad betyder EU-Tyrkiet aftalen?

EU-Tyrkiet-aftalen betyder, at Tyrkiet skal tilbagetage alle nye asylansøgere, som sejler illegalt til de græske øer, mod at EU til gengæld modtager en anden flygtning, der ikke har forsøgt at krydse grænsen. Indtil videre har EU betalt Tyrkiet 45 milliarder kroner og dertil åbnet op for forhandlingerne om visum-fri indrejse for tyrkere til hele EU – og på sigt tyrkisk medlemskab i EU. Derudover har EU øget deres støtte til den europæiske grænse- og kystvagt, også kendt som Frontex, så de kan hjælpe de lande, der har en ydre grænse til lande udenfor EU. Som hovedregel er de enkelte lande eneansvarlige for grænsekontrollen, men intet land kan beskytte alle EU’s ydre grænser, da det er en fælles indsats. Derfor arbejder EU’s flådepatruljer, sikkerhedsofficerer og immigrationseksperter med lokale kystvagter i modtagerlandene for at koordinere grænsekontrol og berolige lokalsamfundet, der er skræmt af den tiltagende strøm af mennesker, der kommer til deres lande.

Gå tilbage

Har man lignende aftaler, som EU-Tyrkiet aftalen, med andre lande?

Ikke helt på samme måde, men man har i EU finansieret forskellige ordninger i lande som Libyen og Marokko, hvor mange bådflygtninge kommer fra. For at forbedre EU’s grænsesikkerhedsoperationer har man valgt at finansiere sikkerhedsforanstaltninger og træne kystvagterne i de lande, så de kan hente de mennesker tilbage, der sætter af sted til søs.

Gå tilbage

Hvad tror du, at EU kunne gøre anderledes?

Personligt tror jeg ikke, at man kan stoppe flygtningestrømmene på lang sigt ved kun at sende bistandsmidler og bygge mure rundt om Europa. I 2050 estimere estimerer FN, at der vil være omkring 200 millioner nye flygtninge, mens andre organisationer taler om 1 milliard, på grund af klimaforandringerne. Hvis bare en brøkdel af de mennesker vælger at søge mod EU, tror jeg ikke, vi har en chance for at stoppe strømningerne på trods af mure og hegn. EU er en af de helt store synderne, hvad angår overforbrug og negativ klimapåvirkning. Så hvis man virkelig ikke vil have flere flygtninge til EU, bliver man derfor nødt til at stoppe EU’s overforbrug og kontribution til klimaforandringerne og miljøkatastroferne.

Derudover bør man også kigge på EU’s landbrugs- og fiskeristøtte, der betyder, at man i EU kan sælge overskudsproduktionen billigt i udviklingslandene, der ikke har mulighed for at sælge deres produkter billigt i EU på grund af den told, der lægges til varerne. Det skaber en ulighed og betyder, at man i EU udkonkurrer de lokale farmere og fiskere rundt om i verden. Et af de værste eksempler på den udvikling er, hvordan mange EU-fiskere udover EU’s finansielle hjælp også tager til Afrika og bundtravler havbunden langt ude fra deres kyster. Således bliver alle fiskene fanget og dermed dør både havmiljøet og de lokale fiskeres levemuligheder. Den negative effekt er enorm og skaber både hungersnød og økonomisk krise i de allerede fattige afrikanske lande, hvis fiskere ikke har en chance for at konkurrere med de teknologisk overlegne europæiske skibe. Et af de værste eksempler på de konsekvenser er, hvordan fiskerne i Somalia i stedet begyndte at blive pirater og kidnappe europæiske handelsskibe, fordi deres eget erhverv blev umuliggjort og gevinsten derved var så meget større ved at være pirat end fisker.

Er EU-medlemslandene enige om flygtningepolitikken?

Generelt har der været en stor uenighed blandt EU’s medlemslande om, hvordan krisen skulle håndteres både i EU-regi og internt i de enkelte medlemslande. Medlemslande som Sverige og Tyskland åbnede eksempelvis deres grænser for de syriske flygtninge, der kom i 2015, mens de fleste andre medlemslande sammen med Danmark lukkede deres grænser. Det betød, at en uforbeholden stor andel af de flygtninge, der kom til EU det år, søgte til Sverige og Tyskland, der ret hurtigt derefter også blev nødt til at lukke deres grænser. Det resulterede i et sammenbrud af Dublin-ordningen og skabte stor uenighed blandt medlemslandene om, hvad der er det rigtige at gøre.

Under Brexit var et asylstop da også et af hovedargumenterne for at forlade EU. Et argument, der både har givet medvind til indvandrer- og EU-kritiske regeringer i Polen og Ungarn, og som har fået mange lande i EU deriblandt Danmark til at presse på for et asylstop. Danmarks siddende regering ser heller ikke længere EU’s foranstaltninger som stramme nok og har genindført grænsepoliti og er nu begyndt finde løsninger uden om EU-samarbejdet for at lave et asylstop. De nyeste tiltag er i Danmark, at man sammen med den EU-kritiske premierminister i Ungarn, Viktor Orbán, er begyndt at sende folk tilbage til Syrien. Derudover er man begyndt at undersøge muligheden for at skabe modtager/deportationscentre i Afrika, så asylansøger ikke skal opholde sig i Danmark, for at skræmme folk fra at tage rejsen til Danmark.

Europa-Parlamentet har som konsekvens lavet en resolution, der minder alle EU-medlemsstater om, at Syrien ikke er noget sikkert land at vende tilbage til. Europa-Parlamentet mener, at enhver tilbagevendelse bør være sikker, frivillig, værdig og informeret i overensstemmelse med EU’s erklærede holdning. Derudover opfordrer de alle EU’s medlemsstater til at afholde sig fra at ændre de nationale politikker i retning, der fratager visse kategorier af syrere deres beskyttede status.

Gå tilbage

Bør Danmark og andre lande lytte til hvad Europa-Parlamentet siger?

Det er der mange meninger om. Personligt mener jeg, at hvad end målet med ens asylpolitik er, bliver det meget svært at gå enegang på flygtningeområdet i EU. Grundlæggende er flygtningepolitikken et EU og internationalt samarbejde, som Danmark og andre lande har tilsluttet sig. Danmark har meget lidt at sige på internationalt niveau, hvis det ikke er igennem samarbejdsorganisationer som EU. 

I mine øjne kan kun en samlet EU-plan for en retfærdig fordeling af flygtningene, en genopretningsplan for de lande, de kommer fra, og en samlet klimaplan kunne skabe den nødvendige balance. De situationer, som skaber flygtningestrømningerne, er problematikker, som et enkelt land på Danmarks størrelse ingen chance har for at løse alene. Som den sudanesiske flygtning Akbar siger i fortællingen: kan ingen overleve alene. Det samme gælder de enkelte medlemslande i EU. Det bliver eksempelvis spændende at følge, hvordan Frankrig og England vil håndtere grænsen – der indtil nu har været på fransk jord – efter Brexit. Indtil videre har mange flygtningene ikke kunne søge asyl i England, fordi de ikke kunne komme over på engelsk jord. Spørgsmålet er om Frankrig vil være med til at fortsætte det nu, når England ikke længere er del af EU.

Gå tilbage

Hvad fik folk i England til at forlade EU?

I dagene op til Brexit-afstemningen var jeg sammen med hundredetusinde unge mennesker på gaden i London for at demonstrere mod Brexit. Da det alligevel blev en realitet, så jeg flere af mine engelske venner bryde grædende sammen over, hvad de mente var en ældre generation, der tog deres fremtid og håb fra dem. På trods af den simple årsagsforklaring var det faktisk ikke en helt forkert analyse.

Hvis man ser på, hvem der i England stemte for enten at forlade EU eller blive i EU, kan man se, at jo yngre vælgerne var, jo flere stemte for at blive i EU. Og jo ældre vælgerne var, jo mere stemte de for at forlade EU. Punktet for det skel var omkring de 40 til 50 år, og da de største generationer er over 50 år gav det en befolkningsmæssig fordel til dem, der ville forlade EU. Grundene til de fleste af de ældre generationer ville forlade EU var varierende, men hvis man kigger på statistikker fra Lord Ashcroft Polls, handlede det for cirka 82 procent af vælgerne om selvstændighed og flygtningepolitik. 49 procent af vælgerne havde som største enkeltårsag til at ville forlade EU et princip om, at beslutninger om Storbritannien skulle træffes i Storbritannien – og ikke i Europa-Parlamentet i Brussel. 33 procent af vælgernes hovedårsag var, at hvis man forlod EU, ville det give England den bedste chance for at genvinde kontrollen over indvandring og sine egne grænser. Det er emner man kan finde hos de fleste EU-kritiske mennesker i de meste af EU, men i England blev deres stemme ekstra forstærket af en medieverden, der hovedsageligt er styret af nogle få milliardærer og nogle politikere, der på flere områder løj om de faktiske tilstande i EU-samarbejdet.

Gå tilbage

Hvilke løgne blev der spredt i England om Brexit og EU?

Især fem påstande blev spredt heftigt af politikere og medier, før Brexit og var med til at overtale den allerede EU-skeptiske ældre befolkning.

1. England sender 3,5 milliarder kroner om ugen til EU. Hvis England forlader EU, vil de penge gå til det engelske sundhedssystem.

Denne påstand var en løgn, fordi de ikke medregnede den rabat samt de penge, England selv fik fra EU. Den tog heller ikke højde for bidraget til statskassen fra al den handel og forretning, der ikke ville være til stede uden EU’s indre marked. Derudover har den konservative regering, der stemte for at forlade EU, heller ikke efterfølgende vist noget tegn på at bruge de ekstra 3,5 milliarder kroner om ugen på sundhedsvæsnet.

2. Migranter fra Østeuropa og flygtninge fra Mellemøsten stjæler britiske job, og kun ved at England forlader EU, kan man få kontrol over landets grænser og stoppe tilstrømningen af mennesker til landet.

Det var en påstand, der virkelig resonerede med arbejderklassen, fordi England har optaget tusinder af indvandrere fra Polen, Rumænien og andre østeuropæiske lande i de seneste år. Da jeg rejste rundt i mange fattigere områder i England, var det tydeligt, at der var meget vrede over disse indvandrere i især arbejderklassen. De blev betragtet som konkurrenter i kampen om jobs og offentlige tjenester såsom uddannelse, sundhedspleje og velfærd. Men Office of National Statistics siger, at mens antallet af EU-arbejdstagere i Storbritannien steg med 700.000 fra 2013 til 2016, er antallet i samme periode steget med næsten to millioner for engelske statsborgere. Antallet af britiske borgere, der arbejder i den britiske arbejdsstyrke, nåede før Brexit op på et rekordniveau på 28 millioner mennesker. Altså kan man ikke sige, at englændere som sådan har mistet deres arbejde til udenlandske arbejdere. Derudover er det en løgn, at England ikke allerede kontrollerede sine egne grænser. Før Brexit kunne EU-arbejdstagere juridisk kræves at forlade landet efter tre måneder, hvis de ikke havde et job eller opfyldte andre betingelser såsom at være i stand til at forsørge sig selv økonomisk. Og asylansøgere kunne nægtes opholdstilladelse. Det er rigtigt nok, at Schengen-aftalen mellem EU-medlemslandene tillader pasfri rejse inden for visse EU-lande, men England var ikke en del af denne aftale, og det var også derfor, at flygtningelejren i Calais opstod, fordi man ikke kunne rejse frit ind i England. England havde altså allerede fuld kontrol over dets grænser.

3. Den nuværende Premierminister Boris Johnson udtalte, at EU er udemokratisk, styret af teknokrater og minder om Nazityskland.

EU er faktisk mere demokratisk end nogen anden typisk international organisation. Det blev grundlagt på traktater mellem dets medlemslande, og de politiske ledere i disse lande beslutter, hvorledes EU ‘s overordnede retning og politiske dagsorden er. De nationale ministre er de vigtigste beslutningstagere, når det kommer til EU-politikker – og altså ikke embedsmænd ansat i Brussel. EU kunne på mange måder sagtes blive mere gennemsigtig og demokratisk. Tjenestemænd skifter uden at borgere nogensinde har vidst, at de blev udnævnt i første omgang. Uden gennemsigtighed er der intet demokrati. Hvis du ikke ved, hvad dine valgte embedsmænd laver på dine vegne, kan du ikke afsige dom over dem. Men at påstå, at EU er udemokratisk, er usandt.

4. Fattigdommen i Nordengland har intet at gøre med nedskæringer fra den engelske regering, men er derimod EU-bureaukratiets skyld.

Faktisk er Nordøstengland og Nordirland de områder, der er blevet hårdest ramt af øgede handelshindringer med EU. Derudover modtog nogle af de dårligt stillede dele af England, såsom Wales og Cornwall, hvert år 21 milliarder kroner i midler fra EU til at støtte udviklingen.

5. Hvis England forlader EU, vil økonomien blive bedre, fordi man blandt andet ville kunne forhandle bedre handelsaftaler på egen hånd og styre de engelske fiskekvoter. Eksempelvis sagde den konservative minister for international handel, Liam Fox, efter Brexit på BBC Radio, at ”Den frihandelsaftale, som vi har at gøre med EU, skal være en af de letteste i menneskets historie”.

Indtil videre har det dog ikke været let, og mange af de selvstændige i England, der stemte for at forlade EU, har nu indset, at det har været noget af det værste, der kunne ske for deres forretning. Andrew Locker, direktøren for den familiedrevne virksomhed Lockers Trawlers, der driver to fiskerbåde ud af Peterhead i Aberdeenshire, har sagt til den engelske avis The Guardian, at 2021 ville være en udfordring for mange, der arbejder i Nordsøen, fordi EU-systemet med kvotebytte var ved at gå tabt, efter England har forladt EU: ”Jeg ved ikke, hvordan i helvede vi kommer igennem 2021. Vi plejede at bytte kvoter, som vi ikke ønskede, med kvoter franskmændene eller tyskerne ikke ønskede, og det gjorde det muligt for os at sammensætte en årlig fiskeriplan. Men i år vil vi ikke kunne fange nok sej, kulmule og torsk, fordi vi ikke har kvoterne til det. Jeg føler mig sur, skuffet og forrådt”. Også andre industrier har været ramt hårdt, og Englands eksport til EU faldt med 40 procent imellem december 2020 og januar 2021.

Gå tilbage

Hvorfor er EU-kritiske borgere ofte også imod flygtninge?

Det kan være svært at sige, hvorfor folk tænker, som de gør, men faktum er, at de fleste EU-kritiske partier i EU-medlemslandene også har en stærk antiimmigrant- og flygtningepolitik. Begge ting virker til at symbolisere noget dårligt og fremmed for de folk, der stemmer på de partier. En af grundene kan være, at mange mennesker føler, der er sket forandringer i måden vi lever på. Uligheden er steget de sidste par år, og livet har for mange mennesker i EU siden finanskrisen været usikkert. Lige nu taler vi eksempelvis om gældskriser, terrorkriser, klimakriser, flygtningekriser og pandemikriser som de største problemer EU står overfor – og som har en stor effekt på den politik, der bliver ført. Meget sjældent bliver der dog talt om, at mange europæere ikke har det godt og føler sig glemt i det storpolitiske spil.

I Danmark og resten af EU er det sådan, at på trods af vores store velstand er depression og stress nu udnævnt til at være en ny stor folkesygdom. Faktisk har omkring 20 procent af alle mennesker i EU haft mentale helbredsproblemer, hvilket svarer til næsten 84 millioner mennesker. Som vi hørte om i podcastet, da vi mødte Rudi, der også var imod EU og flygtninge, omhandler mennesker med de holdninger ofte dem, der allerede føler sig fremmedgjort i deres eget lokalsamfund. De føler ikke, der bliver lyttet til dem og deres problemer – specielt ikke af politikerne og da slet ikke af internationale organisationer som EU, som de ikke føler, de har nogen nær og direkte kontakt med.

Det er følelser, der ikke bliver mindre af, at vi i takt med industrialiseringen har oplevet et befolkningsboom, der betyder, at vi bor sammen med millioner af mennesker i tætbefolkede byer. Byer hvor ens naboer måske ikke engang taler det nationale sprog, og hvor alle de lokale butikker, de engang kendte, er skiftet ud med internationale firmaer. Der er altså en fornemmelse af, at det enkelte individ og det nære fællesskab bliver glemt og forsvinder i takt med at beslutninger bliver taget over hovedet på folk. Min oplevelse er, at mange føler sig kulturelt fremmedgjort i deres eget land. Det er vigtigt at forstå, for heri ligger måske nogle af de største løsninger og problemer for EU.

Ligesom i England, hvor de følelser førte til Brexit, oplevede jeg på min rejse, at man i resten af Europa kan finde en dyb vrede i under- og arbejderklassen. Det var en vrede, der både var rettet mod de østeuropæere, der med EU-medlemskab i ryggen begyndte at arbejde i mange af de traditionelle arbejderklassejobs i Vesteuropa, og en vrede mod mange flygtninge og immigranter, der kommer fra lande udenfor EU og som nu er majoriteten i underklassen.

Det er ikke en vrede, der er blevet mindre af, at arbejdspladser på fabrikker, som den traditionelle arbejder- og underklasse arbejdede på, enten er gået konkurs eller flyttet til østen, hvor arbejdskræften er billigere. Som jeg fortæller i podcasten, er det præcis det, der skete i Calais, der gik fra at have en stor industri og arbejderklasse til nu at være blevet Frankrigs tredjefattigste by med 20 procent arbejdsløshed. I en periode havde byen også en af de største flygtningelejre i Europa. Det skabte derfor en stor koncentration af vrede og håbløshed. Med en lokalbefolkning, der ikke havde noget håb for fremtiden, og en by, der fuldstændig havde ændret karakter, var man fra politikeres side ikke bange for at bruge den vrede og håbløshed som et argument mod EU, østarbejdere og flygtninge.

I Calais betød det blandt andet, at byen gik fra at være en af de største kommunistiske byer i Frankrig til at være en af de største højre-nationalistiske. Det interessante her er, at de højrenationalistiske partier ikke gav et oprigtigt håb eller en plan for, hvordan man takler de økonomiske eller sociale problemer, som de fleste i under- og arbejderklassen stod overfor. I stedet talte de i Calais om identitet og værdipolitik, der på tværs af lande i sin essens lød på, at hvis man forlod EU og stoppede for alt indvandring, vil alt blive godt igen. Men der var ikke nogen af de højrenationalistiske partier eller medier, der italesatte den økonomiske ulighed, der i mange EU-lande ikke har været større, end den er nu. Eller om, hvordan EU faktisk er med til at beskytte mange af de humanistiske rettigheder, vi har mod internationale firmaer og vores egne regeringer. Der er heller ikke nogen, der giver et bud på, hvordan flygtningekrisen kunne være med til at skabe en stærkere under- og arbejderklasse og skabe en ny økonomi i ellers affolkede byer.

I Calais steg økonomien eksempelvis da flygtningelejren var der. Alle hoteller og restauranter var fuldt booket med journalister, frivillige, politimænd og flygtninge. Byggemarkederne satte også prisen op på deres vare fordi de solgte så mange byggematerialer til frivillige der byggede i flygtningelejren. Men da flygtningelejren blev lukket, forsvandt de fleste af de mennesker og byen blev helt affolket. Et par hoteller gik konkurs og blev opkøbt af den albanske mafia og byggemarkederne satte priserne ned igen. Den eneste plan man havde for at få gang i økonomien igen, var at bygge en ny stor havn så der kunne komme større skibe til Calais fra England. Men i England byggede man ingen større havne så den plan gik i vasken. Intet havde socialt eller økonomisk ændret sig til det positive for arbejder- og underklassen ved at flygtningelejren forsvandt og højre-nationalisterne havde ikke noget nyt svar til hvordan de social økonomiske strukturer kunne ændre sig, andet end helt ironisk at få penge fra EU’s udligningsmidler for at sætte gang i økonomien igen.

Det er generelt nogle af de mest EU skeptiske medlemslande og områder, der får flest penge fra EU. Blandt de lande finder man EU-skeptiske medlemslande som Ungarn og Polen, der hvert år modtager milliarder af kroner af EU. Regeringspartierne i begge lande er begyndt at styre medierne og domstolene og bruger netop EU-skepsis og flygtningepolitik og identitetspolitik for at få nok stemmer blandt den store uuddannede under- og arbejderklasse. De antidemokratiske tendenser har skabt så store problemer indenfor EU, at man lige nu overvejer, hvad man skal gøre for, de ikke blive nye diktaturstater. EU-værdier som ligestilling mellem kønnene, LGBT+ rettigheder, retten til abort og ytringsfrihed er på stærkt tilbagetog. Men de mennesker jeg har talt med fra den religiøse under- og arbejderklasse i Ungarn og Polen virker ikke bekymret. Tværtimod er mange af dem glade for den førte værdipolitik. Det der dog bekymrer dem er, at deres lande vil blive sanktioneret og miste EU-midler eller rettigheden til at arbejde i de andre EU-medlemslande.

Gå tilbage

Hvordan kan Polen og Ungarn stadig være medlemslande af EU?

Man kan ikke bare smide et medlemsland ud af EU. Derimod er der mulighed for at suspendere nogle af landets rettigheder i EU, herunder landets stemmeret i EU-Rådet. Det kan dog kun ske, hvis et medlemsland groft og vedvarende overtræder de værdier, som EU er baseret på. Det vil sige frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet. Det er endnu ikke sket, at et medlemsland har fået suspenderet sine rettigheder. Men Ungarn og Polen kunne måske blive de to første lande, hvor det skete.

Magtkampene er begyndt, og det har blandt andet betydet, at de to østeuropæiske lande i midten af november 2020 blokerede for hele EU’s Covid19-hjælpepakke på 13.600 milliarder kroner. Ungarn og Polen er nemlig imod, at EU-medlemslande, der ser stort på retsstaten, fremover skal kunne straffes økonomisk, hvilket var en del af aftalen for hjælpepakken. Derfor valgte de i protest at spænde ben for både EU-budgettet og hjælpepakken – og derved også alle EU’s planer om en grøn og digital omstilling af landene samt en stor genopretning efter pandemien.

Det har ikke gjort konflikten mindre mellem medlemslandene, og man kunne i fremtiden godt forestille sig, at de to lande blev straffet økonomisk, da det virker til at have en afskrækkende effekt. Blandt andet har man i Polen skabt 80 LGBT+ fri zoner, men den polske by Krasnik, der har indført en sådan zone, har allerede fortrudt. I de to år, der fulgte efter Krasniks selverklæring som en ‘LGBT-fri’ zone, har byen været udsat for et tab på millioner i EU-finansiering inklusiv et tilskud på 61 millioner kroner fra Norge, hvilket har truet den økonomiske fremtid for byen og har fået byens borgmester Wojciech Wilk til at udtale: ”Vi er blevet til grin i hele Europa, og det er borgerne, ikke de lokale politikere, der har lidt mest. Min holdning er klar: Jeg ønsker, at denne beslutning ophæves, fordi den er skadelig for byen og dens indbyggere”.

Gå tilbage

Hvorfor er der en voksende ulighed blandt borgende i EU?

Der er flere forskellige faktorer, der gør at uligheden i EU vokser. To af de store problematikker kan dog koges ned til følgende:

  1. Hvordan lønindkomster er stagneret samtidig med at huslejer og huspriser er steget.
  2. Hvordan virksomheder og rige bliver stadig rigere og gemmer deres overskud i skattely.

Det første problem hænger sammen med, hvordan leveomkostninger er steget gevaldigt i byerne uden mindstelønnen tilsvarende er steget. Det har den konsekvens, at 10 procent af alle EU-borgere er det, man kalder ”Working Poor” – et begreb, der betyder, at selvom man har et arbejde, kan man ikke betale sine regninger til mad og husleje, fordi ens månedsløn ikke rækker. Det rammer specielt enlige mødre, unge og immigranter.

Det leder os hen til det andet problem i den stigende ulighed i Europa, nemlig den øgede globalisering, der betyder, at mange internationale firmaer – men også mange af EU’s egne firmaer – opkøber stadig flere aktiver og bliver rigere og rigere uden at betale skat i de lande, de operere i. I stedet flytter de pengene til skuffeselskaber i skatteparadiser både rundt om i verden, men faktisk også indenfor EU egne grænser. Eksempelvis bliver hele 84 procent af det overskud, firmaer trækker ud af Danmark for ikke at betale skat, sendt til andre EU-lande.

I 2016 mistede Tyskland 29 procent af landets potentielle selskabsskat, fordi firmaers overskud blev flyttet til skattely. Omvendt flød næsten 800 milliarder kroner ind i Irland fra andre EU-lande. Det skyldes, at Irland har lavet en meget lav selskabsskat for at tiltrække multinationale selskaber til deres land. Det er et stort problem, fordi mange EU-lande er bygget op omkring en velfærdsstat, der omfordeler en stor del af de penge, der bliver tjent mellem borgene for at udligne forskellene, men mange af de penge forsvinder, hvis de går til firmaer, der ikke betaler skat. Den danske skatteminister Morten Bødskov har udtalt at ”Ræset mod bunden skal stoppes. Derfor har vi været positive over for, at der i EU bliver lagt en fælles bund under selskabsskatten. Der er ikke nogen nemme løsninger, og det kræver enighed i Bruxelles. Men det er helt nødvendigt, at vi finder fælles fodslag i EU for at undgå, at finansieringen til det europæiske velfærdssamfund smuldrer”.

Gå tilbage

Hvad gør EU for at stoppe uligheden i EU?

EU har lavet forskellige tiltag for at stoppe uligheden. Man støtter eksempelvis lande og områder, der er relativt fattige i forhold til resten af Europa, med udviklingsmidler. Derudover har Europa-Kommission med kommissionsformand Ursula von der Leyen i spidsen som et modsvar til den stigende ungdomsarbejdsløshed lanceret en ungdomsbeskæftigelsesstøttepakke. Denne pakke har fire hovedpunkter:

  1. En styrket ungdomsgaranti.
  2. En fremtidssikret erhvervsuddannelse og oplæring,
  3. En fornyet fokus på erhvervspraktik
  4. En yderligere tiltag til at styrke ungdomsbeskæftigelsen.

Men også andre tiltag er på vej. Kommissionsformand Ursula von der Leyen sagde under sin årlige State of the Union-tale i september 2020: ”Mindsteløn fungerer, og det er på tide, at alle får en rimelig betaling for deres arbejde” og satte dermed forhandlinger i gang om en fælleseuropæisk mindsteløn.

Ikke alle lande er dog glade for sådan en ordning. Specielt Danmark og de andre skandinaviske lande, der bestemmer lønnen på arbejdspladserne igennem trepartsforhandlinger og ikke ved at have en officiel mindsteløn, er imod en sådan aftale (trepartsforhandlinger betyder, at arbejdsvilkårene indenfor en branche bliver bestemt i overenskomstaftaler mellem arbejdsgivere, lønmodtager repræsenteret af fagforeninger og finansministeriet).

I Danmark blander politikerne sig som regel udenom, hvor meget folk skal have i løn og hvor stor pensionsindbetalingen skal være. I et globalt perspektiv er der ret unikt og ikke noget, man finder i mange andre lande, og derfor er mange danske politikere bange for, at man med en fællesmindsteløn vil ødelægge den model. Kommissionsformand Ursula von der Leyen understregede dog i september, at hun er en stærk fortaler for kollektive overenskomstforhandlinger og at forslaget derfor fuldt ud respekterer de nationale kompetencer og traditioner.

For at løse den anden store udfordring med skattely har man i EU prøvet at synliggøre, hvilke lande, der ikke spiller efter reglerne ved at sortliste dem, de enkelte EU-lande nu kan iværksætte defensive foranstaltninger overfor. Sortlisten indeholder dog mange huller. Eksempelvis er EU’s egne medlemmer automatisk fritaget listen, selvom de tæller flere af verdens værste skattely som fx Holland, Irland, Luxembourg, Malta og Cypern. Heller ikke lande som Caymanøerne eller Bermuda er på EU’s sortliste, selvom de er nogen af de største skattely udenfor EU’s grænser.

Faktisk er kun 2 ud af de 13 lande i verden, der ikke har en selvskabskat, på EU’s sortliste. I udarbejdelsens af sortlisten har man heller ikke set på, hvilke lande de multinationale firmaer sender deres overskud til. Derfor er det reelt ikke de store ændringer, der sker, når man indfører sanktioner på landene på EU’s sortliste med henvisning til at styrke kampen mod skattely. Eksempelvis gjaldt sidste års beslutning om, at selskaber med base i skattely ikke skulle få del i Coronahjælpepakkerne også kun overfor landene på EU’s sortliste.

Gå tilbage

Ville det være bedre, hvis vi ikke var en del af EU?

Det er der mange forskellige meningerne om, men efter min mening er EU ikke problemet men derimod løsningen. Jeg tror ikke på, at vi i Danmark kan løse alle de internationale konflikter, som vi står overfor, uden et fælles Europa. Især med henblik på krige, økonomiske kriser, handelsaftaler, flygtningekriser, klimaforandringer, pandemier og overbefolkning. Derudover taler det i mine øjne til EU’s fordel, at landene inden for EU’s grænser i 70 år ikke har haft nogen væbnet konflikt siden slutningen på anden verdenskrig i 1945. De fleste af os er opvokset i en meget unik tid. Unik fordi det er den længste periode med fred på det vesteuropæiske fastland siden paxromana tusinde af år tilbage i romertiden. Historisk set er det ikke kun godt for EU-landene, for når der er krig i Europa, bliver der som historisk set krig i hele verden.

Det er ikke fordi, der ikke er udfordringer i samarbejdet med EU, men i stedet for at trække os fra det samarbejde ser jeg hellere, at vi arbejder for at gøre det mere transparent og demokratisk end det allerede er. Hvis EU skal overleve, kræver det, at det har et håb og at vi agerer på det håb i fællesskab. For uden et håb og venner kan man ikke overleve!

Gå tilbage


%d bloggers like this: